17.-18. marts er der igen Krimimesse på FÆNGSLET i Horsens. I år er der nyt fokus i programmet på krimier i lyd og billeder.

Årets Krimimesse på FÆNGSLET kommer på mange måder til at ligne sig selv – men der er også markante nye indslag – og de handler om krimi i billeder og lyd, fortæller programansvarlig Vibeke Johansen:

-Krimier på tv er meget populære i disse år, og flere og flere ser dem – enten på de almindelige kanaler eller som streaming. Derfor er det logisk for os at øge vores fokus på tv-serier, for dem, der elsker at læse en god krimi, sætter som regel også pris på at følge et veldrejet plot på skærmen, siger hun.

På programmet i år er derfor samtaler med instruktører, manuskriptforfattere, eksperter, anmeldere og producenter – samt en række begejstrede seere.

-F.eks. vil anmelder Niels Frid-Nielsen fortælle om serien ”Homeland”, vi får besøg af Camilla Ahlgren, som er en af manuskriptforfatterne bag ”Broen”, og Cosmo Film giver et indblik i, hvordan den nye thrillerserie på TV2 ”Grey Zone” er blevet til. Samtidig får vi en spændende paneldebat om filmatiseringer, hvor bl.a. Elsebeth Egholm, Jens Henrik Jensen og Jesper Stein medvirker, siger Vibeke Johansen.

 

dem, der elsker at læse en god krimi, sætter som regel også pris på at følge et veldrejet plot på skærmen

Podcast er også på programmet, hvor DR, Storytel og Krimimessens nye mediepartner Jyllands-Posten er værter ved forskellige arrangementer, bl.a. DR’s ”Mord i ørerne”.

-Netop podcasts bliver mere og mere populære. Makkerparret Dorph og Pasternaks seneste krimi er i første omgang kun udsendt som podcast, og det er en spændende tendens, vi skal høre mere om, siger den programansvarlige.

krimimesse 2017 fængslet horsens
Paneldebatter er en tilbagevendende disciplin på Krimimessen. Her diskuterer medlemmer af Det Danske Kriminalakademi emnet 'Vold i krimier' på sidste års Krimimesse
Årets tema er Frihed

Temaet for årets Krimimesse er Frihed; bl.a. inspireret af udbryderkongen Carl August Lorentzen og den nybyggede tunnel på FÆNGSLET. Undervejs i weekenden 17. og 18. marts er ca. 200 programpunkter og – ud over masser af danske forfattere – med gæster fra USA, Italien, Frankrig, England, Skotland, Norge, Island, Sverige og Færøerne. Blandt årets markante udenlandske navne er amerikanske Michelle Richmond, skotske Craig Russell, svenske Arne Dahl og engelske Chris Carter.
Programmet er fordelt på otte scener; suppleret med rundvisninger på FÆNGSLET samt naturligvis de mange bogforlag, der har stande og signerede bøger klar hele weekenden.

Krimimessen åbnes af justitsminister Søren Pape Poulsen lørdag kl. 10, og publikumsprisen på den 17. udgave af Krimimessen uddeles af borgmester Peter Sørensen søndag kl. 12.
Desuden er der prisuddelinger til Elsebeth Egholm og Michelle Richmond lørdag kl. 13, og også Dansk Horror Selskab uddeler deres egen pris.

Praktisk information

Krimimessen foregår på FÆNGSLET d. 17.-18. marts. Læs hele programmet og køb billetter på krimimessen.dk.