Lørdag d. 9. september afholdes DISPLAY Festival igen på FÆNGSLET – med flere nye tiltag og nye samarbejdspartnere.

Musikforeningen Stoneass har gennem en årrække præsenteret DISPLAY Festival på FÆNGSLET. I år er musikforeningen gået sammen i et nyt og stærkt samarbejde med KulisseLageret og Mærk Byen (Horsens Kommunes byliv-indsats). Festivalen fortsætter derudover samarbejdet med FÆNGSLET og VIA i Horsens.

DISPLAY Festivalen opstod oprindeligt som en større havefest i Stensballe under navnet ”Stoneass Festival” og er siden vokset år for år. De oprindelige initiativtagere, Stine Steffensen og Suzanne Damgaard Taylor, har i år valgt at fokusere på andre projekter. Det var derfor naturligt for festivalen at se sig om efter nye samarbejdspartnere. Danni Skovgaard, som har været en af festivalens hovedkræfter gennem årene, udtaler, at han er meget glad for, at spillestedet KulisseLageret og Mærk Byen har meldt sig under DISPLAY-fanerne.

Jeppe Vind, leder af Kulisselageret, har overtaget ansvaret for musikprofilen på DISPLAY 2017. Han er begejstret over at kunne bidrage til en festival som DISPLAY:

– De frivillige kræfter i Horsens er stærke, og vi er glade for at kunne bidrage til at bevare så stærkt et tiltag som netop DISPLAY Festivalen i Horsens. KulisseLageret har gennem årene være nær sparringspartner for festivalen, og at samarbejdet trappes op i år er et helt naturligt træk for os alle.

Musik, mad og kreativ konstruktion

DISPLAY Festival er helt sin egen med et musikprogram sammensat af en kombination af kendte up-and-coming kunstnere fra hele landet og lokale talenter. Et af festivalens særtræk er også kombinationen af kreativitet og musik. Den helt særlige kreative atmosfære opstår bl.a., når DISPLAY hvert år inviterer et væld af talentfulde kunstnere til at komme og udsmykke festivalpladsen og lave kunst på festivaldagen.

Som noget nyt i 2017 vil der også blive arbejdet med kreative konstruktioner på festivalen. Her er det især DISPLAYs helt unikke omgivelser på FÆNGSLET, der bliver sat i spil, når festivalområdet skal gentænkes og visualiseres gennem kunst og design af kreative konstruktioner. Dette nye element af festivalen har fået ekstraordinær støtte fra Kulturhovedstad Aarhus 2017. Det også her MÆRK Byen virkelig kan sætte deres særlige kompetencer for at skabe byliv i spil. Bylivs-koordinator Michala Mellson er spændt på at se, hvad festivalen kan udvikle sig til:

– Byrum, det levede liv, oplevelser og kreativt design har i en længere periode været i fokus i byens udvikling, ikke mindst gennem de sidste to somres indsats omkring Jernlageret. Nu kan vi bruge erfaringerne og videreudvikle dem i forbindelse med en festival event, i tråd med den udvikling der også sker nationalt og internationalt.

I 2017 får den kulinariske del af festivalen også et ekstra skub med flere boder og food-trucks med et spændende udvalg af street-food.

Nu kan vi bruge erfaringerne og videreudvikle dem i forbindelse med en festival event.
A Steel Culture fra Jernlageret i 2016 er et eksempel på den form for kreativ konstruktion og byggeri der skal leges med på DISPLAY Festival. Foto: Hanne Nielsen
En festival af unge og for unge

DISPLAY er i høj grad en festival, der drives frem af frivillige kræfter. Lige fra dens oprindelse som en større havefest i Steenballe til at være en stor festival på FÆNGSLET har DISPLAY været afhængig af unge talentfulde horsensianeres lyst til at lægge deres tid og kræfter i at få stablet en festival på benene. Som frivillig på DISPLAY er der mange forskellige opgaver. Man kan vælge at engagere sig i enten planlægning, opbygning, afvikling eller hjælpe til i løbet af hele processen.

Læs mere om, hvordan du bliver frivillig på festivalen her.

– Display er et rigtigt godt eksempel på kultur, der er skabt både af unge og for unge. Vi synes det er vigtigt fra kommunens side at have et stærkt fokus på vores børne- og ungekultur. Især kulturarrangementer som Display, der drives frem af unge frivillige kræfter, er en vigtig spiller i talentudviklingen af unge lokale kræfter i kulturlivet, udtaler Horsens Kommunes Kultur og eventschef Lasse Schuleit.

SAVEUS og Soleima er allerede afsløret som en del af musikprogrammet.
Årets musikprogram

De tre første navne på årets musikprogram er allerede afsløret, og man kan foreløbigt glæde sig til at opleve SAVEUS, Soleima og Balkan Basterds. SAVEUS er et af de seneste års stærkeste nye navne på den danske musikscene. Martin Hedegaard, der indtil han i 2015 trådte frem som SAVEUS mest var kendt som X-factor Martin, har formået at skabe sit helt eget genrekrydsende udtryk.

Soleima har med kun få udgivne numre allerede fået hul til det internationale publikum med hittet ”Breathe” og den stærke opfølger ”Cracks”. Bag navnet Soleima gemmer sig Sarah Mariegaard, som tidligere har været med i hiphop-gruppen Flødeklinikken.

Balkan Basterds leverer håndspillet og højenergisk balkan-musik, og har trods en kort levetid allerede gjort sig positivt bemærket som live-band, bl.a. på årets SPOT Festival. Musikprogrammet vil løbende blive opdateret sommeren over, og arrangørerne har allerede lovet, at endnu en afsløring af et stort navn er på trapperne. Er man blandt de nysgerrige, anbefales det at koble sig på DISPLAY Festivalens facebook-side.

Billetter

Billetter til årets festival er allerede sat til salg og kan købes via www.displayfestival.dk