Rejs med til beatgenerationens tid, når forfatter Lars Movin besøger det Det Gule Pakhus. Det bliver en aften fyldt med historie og musik.

Hvad, hvor, hvornår

Hvad: Foredrag om beatgenerationen med Lars Movin
Hvor: Det Gule Pakhus, Madevej 2, 8700 Horsens
Hvornår: 9. marts kl. 19.30-23.00
Billetpris: 50 kr. (billetter købes i døren)
Arrangør: Elektrisk Cirkus

Fredag d. 9. marts kl. 19.30 kan du, som en del af en ny arrangementsrække, opleve forfatter Lars Movin tale om beatgenerationen. Med afsæt i sin bog om emnet, Beat – på sporet af den amerikanske beatgeneration (2008), vil Lars Movin tale om, hvordan beatforfatterne på én gang satte ord på deres samtid og forsøgte at skrive en ny verden frem, som de kunne leve i. Afslutningsvis trækker Movin en linje op til beatgenerationens danske arvtagere.

På aftenen ”genudgives” også tidsskriftet Superlove fra marts 1968. Helt exceptionelt har Elektrisk Cirkus nemlig anskaffet udgaver af det eftertragtede tidsskrift, som du får en helt unik chance for at læse eller genlæse denne ene aften.

Efter foredraget med Lars Movin vil Snæver Njal Albertsson stå for den musikalske underholdning, når han tager publikum med på en tur igennem det musikalske katalog fra den amerikanske folk- og beatmusik.

Den Amerikanske beatbevægelse

Den amerikanske beatbevægelse voksede ud af skyggen fra paddehatteskyerne over Japan. Med en blanding af desillusion og forventning om, at en bedre verden kunne rejse sig af asken fra den gamle, ansporede den grusomme afslutning på Anden Verdenskrig en ny generation af unge til at lede efter alternativer til et system, der i deres øjne havde spillet fallit. Nogle satte ud på landevejene for at finde ekstasen eller forglemmelsen i den fysiske bevægelse, andre vendte sig indad og søgte svar i andre kulturer, ikke mindst i buddhismen. Begge dele blev absorberet af beatforfatterne med trekløveret Allen Ginsberg, Jack Kerouac og William S. Burroughs i front.

I Danmark videreførtes tankerne fra beatgenerationens hellige treenighed med tidsskriftet Superlove. Åndelig frihed var målet mens musikken, litteraturen og filosofien var midlet.

Tre år med Jim, Jimi og Joblin

Tidsskriftet Superlove udkom i Danmark i årene 1968, 1969 og 1970. Tilsvarende dets amerikanske forbillede Rolling Stone, bragte Superlove alt fra plade- og koncertanmeldelser over politiske artikler, interviews, og anekdoter om beatlitteraturens store ikoner, til stemningsbilleder fra en hippiekultur præget af fri kærlighed og østlig mystik.

I en ny arrangementsrække, går musikforeningen Elektrisk Cirkus i sporene på datidens beatgeneration. Over en periode på 3 år, kan publikum således glæde sig til at blive inviteret indenfor til et unikt møde med det der rørte sig – på særligt musikscenen – for præcis 50 år siden. Gennem koncertoplevelser, vinylcafeer, foredrag mm. tager Elektrisk Cirkus arven op fra en af de mest afgørende perioder i nyere tids kulturhistorie.

Støtte

Arrangementet er støttet af Statens Kunstfond og Horsens Kommunes Musikpulje