Den 23.-24. august er der igen Horsens Middelalderfestival på FÆNGSLET.

På årets middelalderfestival vil der være masser af aktiviteter, sjov og leg i det nye og større børneområde på festivalpladsen. I Børneområdet vil der være endnu flere inddragende oplevelser for børnene, hvor de selv kan deltage aktivt fx i både kreative- og bevægelsesworkshops. I kan forvente historiefortællinger, gøgl, sjov og musik. Ungerne kan også få en ridetur, klappe de søde dyr ved Børnebondegården eller måske opleve en kanin blive slagtet på tæt hold.

Ridderarenaen er stedet for den storslåede og underholdende ridderturnering. Igen i år vil en riddergruppe optræde med deres modige heste og kæmpe med sværd og lanser.

Festivalen byder også på masser af musik og gøgl. Rundt omkring på festivalens scener kan publikum både møde musikalske gengangere og friske navne.

FÆNGSLETs gamle gymnastiksal vil igen blive forvandlet til en fantastisk middelalderkirke, hvor publikum kan opleve koncerter og munkesang eller blot et øjebliks ro fra den larmende festivalplads. Publikum kan også nyde en stille stund i Klosterhaven, der er fyldt med duftende middelalderlige planter, blomster og urter.

I Horsens skal middelalderen opleves med alle sanser. Den skal ses, smages, lugtes og mærkes.

Horsens Middelalderfestival foregår d. 23.-24. august 2019 og der er gratis entré.

Læs mere om festivalens på www.middelalderfestival.dk.