Vi har samlet nogle bud på oplevelser for hele familien i vinterferien. Er I klar til tøndeslagning, motorcykler, varm kakao og vintereventyr?

Kulden bider i kinderne i de her dage og vinteren har ramt Danmark, men bare rolig. Vinterferien i Horsens byder både på lune oplevelser indenfor og mulighed for at komme ud og mærke kulden.

Vintereventyr på FÆNGSLET

FÆNGSLET er fyldt med vintereventyr for store og små i hele uge 7. Fra mandag til fredag i vinterferien kan hele familien deltage i et eventyrløb og hjælpe med at redde den forsvundne prinsesse. Søndag d. 11. februar står den på fastelavnsløjer på FÆNGSLET, når I kan slå katten af tønden til den store gratis fastelavnsfest i Magasinet. Hvis I lige mangler et sværd, en maske eller krone til kostumet kan I nå at lave det til fastelavns-workshop inden tøndeslagning. I løbet af vinterferien er der på FÆNGSLET også mulighed for at pynte kager i Café Lorentzen, lave masker med Billedskolen, kæmpe mod Ridder Smith og meget mere. Se tidspunkter og læs mere om vintereventyr på FÆNGSLET.

horsens ny teater spothorsens
Musik og Motorik, 16. februar kl. 10.30 på Horsens Ny Teater
Musik og motorik for de mindste

På Horsens Ny Teater kan I sikre lidt feriemotion til en aktiv koncert, hvor både børn og voksne sættes i sving til musikken fra to professionelle musikere. Den højenergiske motorikvejleder Sigurd sørger for at få gang i hver en celle i kroppen og kommer rundt om de mest basale motoriske sanser i løbet af koncertens 45 minutter. Koncerten kan opleves d. 16. februar kl. 10.30 og anbefales for de 3-6-årige og deres voksne. Læs mere og køb billetter på horsensnyteater.dk.

Detektivjagt og varm kakao på Horsens Kunstmuseum

Horsens Kunstmuseum byder også indenfor i vinterferien. Hele ugen kan du komme med på detektivjagt og hjælpe museet med at få styr på en dramatisk situation. Museet har fundet nogle detaljer, som de har brug for hjælp til at finde ud af, hvor hører hjemme. Hjælp museet med af finde ud af hvor de forskellige dele hører til og deltag i konkurrencen om en rigtig detektiv gave. Detektivjagten henvender sig til børn fra 5 år og op og deres voksne.

Tirsdag d. 13. februar er der også både mulighed deltage i en tegneworkshop med Billedskolen fra 11.00-13.00 eller kombinere boller og varm kakao med museets nye udstilling til Kunst og Kakao kl. 13.00. Læs mere om Horsens Kunstmuseums vinterferieaktiviteter på www.horsenskunstmuseum.dk.

Krea i KUBEN

Vinterferien i KUBEN byder på flere muligheder for at slippe kreativiteten løs. Både d. 9., 10. og 13. februar kan I sætte kulør på vinterferien, når MÆRK BYEN inviterer til kreativ og farvestrålende gør-det-selv maske-workshop. Her er der mulighed for at skabe sin egen helt unikke fastelavnsmaske.

Den 16. og 17. februar fyldes KUBEN af strikkepinde og garn, når Trine Kok, der er underviser og forfatter til strikkebøger, besøger KUBEN. Kan du strikke? Eller vil du gerne lære det? Alle kan være med, når der skal strikkes farvestrålende sløjfer eller små søde poser til at gemme hemmeligheder i. Workshoppen bliver afholdt af MÆRK BYEN i samarbejde med Trine Kok.

Se tidspunkter og find mere information på facebook.com/maerkbyen

Masser af motorcykler

Vinterferien på Industrimuseet handler om motorer og motorcykler. Hele ugen kan I opleve museets helt nye udstilling med Nimbus motorcyklen gennem 100 år. Derudover er der selvfølgelig også aktiviteter i butiksgaden, arbejderboligerne, skolen og klædeskabet. Hvis I gerne vil guides rundt på museet er der familierundvisninger hver formiddag og eftermiddag. Fra d. 12.-18. februar har industrimuseet åbent fra 10.00-16.00. Læs mere på www.industrimuseet.dk.

Dette er kun et udpluk af alle de oplevelser, der er i Horsens i vinterferien. Husk at følge med på facebooksiden Det sker i Horsens for børn og unge, hvor I bl.a. kan finde en lang liste over, hvor der er mulighed for at slå katten af tønden i hele kommunen.