Det bliver også jul i år! Juletræet tændes søndag den 1. december, og hele julemåneden bliver fyldt med arrangementer både for store og små.

En overdækket julelounge til de trætte shoppeben, rideture på islænderheste gennem byen og mulighed for både risengrød og æbleskiver?

Julen er lige på trapperne, og Horsens Kommune har i samarbejde med CityHorsens sørget for, at der bliver masser af muligheder for at tage del i julerierne i midtbyen op mod den 24. december.

På pladsen ved KUBEN kommer der et stor telt op, Igloen, som i løbet af december blandt andet vil byde på julemusicals, gratis økologisk risengrød med julehistorier og bæredygtige workshops for børn, men den kan også bruges til bare at sidde et øjeblik og hvile benene.

Igloen indrettes med masser af lys, træmøbler, skind og en lille scene. Den er som udgangspunkt åben inden for butikkernes åbningstider – på nær torsdage i december, hvor aftenen byder på julejazz og gospel for de voksne. I aftentimerne lyser den op som en snekugle midt på Søndergade.

Julemanden ankommer i år d. 1. december kl. 14.00 i Inderhavnen.
Julemandens ankomst

I løbet af måneden vil der også være julemusicals, julekoncerter, juletog og hestevognskørsel gennem byen, og så er der selvfølgelig også mulighed for en tur på skøjter på den store skøjtebane på Rådhustorvet.

Traditionen tro kommer julemanden også forbi. I år bliver det den 1. december, hvor julemanden ankommer i Inderhavnen klokken 14, og julelys og juletræet tændes klokken 15.

Julemanden kommer dog også til at kigge forbi bytorvHORSENS og gågaden flere gange i december, – og hvis du er heldig, kan du også få øje på en nisse, når Komediehusets nisser laver løjer i byen.

Derudover kommer der masser af store, lysende julekugler, juletræer og julelys rundt omkring i hele midtbyen, så vi sammen kan sørge for den helt rigtige julestemning.

Nyt julested

Som noget helt nyt i år vil der også være julehygge i Møbelpassagen – passagen fra Søndergade 31 ved Søstrene Grene og om til Nørregade.

Når det store juletræ er blevet tændt den 1. december, byder Horsens Kommune på en gratis kage og saftevand i passagen til tonerne fra levende musik. Hele december måned er der desuden mulighed for at slå sig ned og nyde julestemningen. Se hele programmet for Møbelpassagen.

En af de 100 år gamle bygninger i gården er blevet renoveret. Her vil man i løbet af december kunne nyde lidt godt til ganen, og i weekenden den 13-15. december vil der desuden være julemarked.

Bygningen er bevaret, som den stod med vægge og paneler, som giver rummet et rustikt look. På vej derind kan du desuden nyde kunst af Daniel van der Noon, der har udsmykket murerne i porten med historiske horsensianske bygninger, der fylder vægge og loft. Illustrationerne er en del af Områdefornyelse Horsens Midtby, der i øjeblikket er i fuld gang med at skabe passager og give baggårdene i midtbyen nyt liv.

Vel mødt til jul i Horsens!

Vil du hellere hente en pdf som du kan gemme eller printe? Den kan du finde her: Program for Jul i Horsens.pdf

Programmet er med forbehold for rettelser.

Fakta

Jul i Horsens er arangeret i et samarbejde mellem CityHorsens, bytorvHorsens, MÆRK Byen, Horsens Kommune og SpotHorsens.