Julehyggen er sikret for hele familien med Komediehusets julefortælling om de tre stadsnisser og deres eventyr. Læs en ny historie hver søndag i advent.

I år har Horsens’ helt eget Komediehuset sørget for en helt særlig julegave til alle horsensianere, der elsker en god julefortælling, små som store. Hver søndag udkommer en ny historie om de tre stadsnisser, Mattis, Troldur og Sinne, lige i tid til højtlæsning. Husk pebernødder og andre julegodter.

Historierne foregår i Horsens, og er skabt med udgangspunkt i Horsens af horsensianere og godtfolk med horsensianske rødder.

I kan opleve de tre stadsnisser i levende live når Komediehuset laver løjer på Søndergade udvalgte datoer i december. Se, hvornår I kan møde drillenisserne på spothorsens.dk/jul.

2. advent: Nisserne og kirkerottens hemmelighed

Der er alle mulige slags nisser til: loftnisser, grødnisser, kravlenisser, skovnisser, vatnisser og mange flere. På sammen måde er der mange slags rotter til: kloakrotter, vandrotter, tamrotter og bisamrotter, men fattigst af dem alle er kirkerotten.

Kirkerotterne har til opgave at holde øje med byens kirker, når præsten og klokkeren sover. Det er noget af det fineste en rotte kan blive til, men kirkerotter er – og har altid været – meget fattige og ensomme. De kan komme ind alle steder og kender hver en krog i hver en kirke. I netop denne by hed kirkerotten, Hr. Risrotto.

Der er kirker i de fleste byer. Når det er morgen, aften, eller søndag, er man ikke i tvivl. Man kan høre dem. De bimler med klokkerne både tidligt og sent, kun afbrudt af mågernes evige skænderier på tværs af tagryggene. Engang var kirkerne byens stolthed. Deres smukke spir og tårne strakte sig højt over alle de andre huse, og man kunne se deres tage langt borte fra. Men efterhånden som byen voksede, skulle husene også. De sidste par år var husene, de byggede i byen, så høje og store at de helt skjulte kirkerne og i stedet kastede lange skygger hen over dem. Men Kirkerne var der stadig og alt fungerede omkring dem, ganske som det plejede. Der var stadigt en præst, der prædikede, en klokker, der fik kirkeklokken til at falde i slag og en organist, der kunne få det store orgel til at spille. På trods af, at kirken nu lå i skygge, var der stadig lys omkring den. Lyset skinnede nemlig ud inde fra kirkens store vinduer. Især ved juletid, hvor kirken er ekstra travl, skinner lyset varmt og skinnende omkring den.

De tre bynisser; Mattis, der var knoklenisse, Troldur, der var troldnisse og Sinne, der var grødnisse, havde til opgave at sørge for, at alt gik rigtigt til, så der kunne blive jul i byen uden problemer – ganske som det plejede.

Denne dag havde de travlt, for de havde hørt kirkeklokkerne ringe til bryllup, og nu stod de på spring uden for kirken for at samle de riskorn, der lå på jorden. Og alle ved jo, hvor meget nisser elsker grød. Især risengrød. Derfor havde Troldur tryllet dem alle tre så små, at de var på størrelse med en mælkekarton, for det er nu engang lettere at samle ris op fra jorden, når man ikke skal bukke sig så langt ned efter det.

Nisserne havde allerede samlet en hel huefuld af ris, da de pludseligt stod ansigt til snude med selveste kirkerotten. ”Goddag hr. Risrotto, glædelig grøddag” udbrød Sinne.
”Der er vel ris nok til alle” viskede kirkerotten strengt. ”Jeg er sulten, for jeg har kun fået tørt alterbrød til morgenmad!”

Imens samlede han en stor bunke risengryn – og pist væk var han.

I det samme lød der et værre råberi inde fra kirken. Få sekunder efter bankede kirkedøren op og ud strøg præsten klædt i sort og med hele pibetøjet blafrende efter sig. Hun var vred. Efter hende kom organisten og klokkeren, og de var lige ved at snuble over nisserne. De havde slet ikke set dem, for de var jo så små.

”Det er skammeligt! Kirken er blevet bestjålet! Og så lige her op til jul,” råbte præsten.

”Er det kirkesølvet?” spurgte klokkeren.

”Er det kirkekassen?” sukkede organisten.

”Det er værre end det” udbrød præsten. ”Det er de fine små figurer til julekrybben. I ved, dem der er snittet af munkene, der engang boede her i kirken. DE ER VÆK! Hvis ikke vi finder dem, må kirken være lukket juleaften! Thi det står skrevet; at en kirke uden julekrybbe – det går virkeligt ikke!”

”Uha, lukket på juleaften! Det er jo ellers vores travleste dag på hele året” udbrød klokkeren. Og organisten fortsatte: ”Det er jo forfærdeligt! Vi må gøre noget! Hvem kan dog hjælpe os; Menighedsrådsformanden? Eller domprovsten? eller…!”

’Pliks plaks pluks’ sagde det, og med ét stod nisserne i menneskestørrelse foran dem.

”Vi kan hjælpe” sagde Mattis ”Det er faktisk vores job som bynisser.”

Præsten takkede dem, og gav dem nøglen til kirken. ”Søg og I skal finde – håber jeg!”

Illustrator: Sally Rud

Nisserne forsøgte at finde kirkerotten, hr. risotto, for han kendte kirken bedre end nogen anden. Men han var ikke til at se nogen steder.

Nisserne startede jagten på de forsvundne figurer. De begyndte at søge efter spor ved den tomme krybbe, og derefter søgte de, overalt de kunne komme i tanke om; i klokketårnet og i den mindste orgelpibe, på prædikestolen, i døbefonten og under alle bænkene i kirken.

”Der er heller ikke noget heroppe, ” råbte kravlenissen Mattis, der var klatret hele vejen op i lysekronen.

Pludseligt stoppede de op. De kunne svagt høre julemusik dybt nede under deres fødder. ”Mystisk, det lyder som om, det kommer fra krybekælderen” sagde Troldur tænksomt.

Og da de søgte på gulvet efter en måde at komme ned i kælderen på, så de et underligt spor af risengryn, der førte lige hen til en mørk skakt. En meget lille mørk skakt.

’Pliks plaks pluks’ sagde det, og nisserne havde tryllet sig så små, at de uden besvær kunne følge rissporet ned i skakten.

Musikken blev højere efterhånden som de fulgte sporet, og ikke nok med det, der bredte sig også en herlig duft af risengrød.

De nåede til en lille rund dør, og bag den kunne de høre en stemme: ” Vil de have mere grød hr. Josef? Eller hvad med dem Jomfru Maria? Bare rolig allesammen – køer og stude skal nok få, når de voksne har spist. Ha ha, er det ikke en herlig julefest?”

”Det er Risrotto!” udbrød Sinne!

Døren gik op, og hr. Risotto stak hovet ud. Nisserne havde aldrig set kirkerotten være så glad. Han smilede så meget, at hans fortænder stak mere en almindeligt meget frem.

”Kommer i ikke indenfor til julefest? Der er lige plads til tre mere” nærmest sang kirkerotten.

Inde i Hr. Risrotto’s rottebo var der pyntet fint til fest, og der, midt i det hele, stod alle figurerne fra Kirkens julekrybbe på rad og række. Det så meget hyggeligt ud.

”Hr. Risotto dog, har du stjålet alle figurerne fra julekrybben. Hvordan kunne de dog finde på det?

”Stjålet, nej jeg har bare lånt dem lidt. Jeg er tit lidt ensom her op til jul. Ikke så meget som et eneste julekort får jeg. Derfor har jeg besluttet, at jeg holder jul med de fine figurer. Jeg har jo trods alt kendt dem i mange år!”

”Du må aflevere dem tilbage hr. Risrotto, ellers holder kirken lukket på juleaften!”

”Nej, for så skal jeg sidde hernede helt alene og være ensom og trist – det har jeg prøvet, og det vil jeg ikke mere” sagde Risrotto.

”Du kan holde jul sammen med os!” sagde Sinne ”

”Må jeg virkeligt det, når jeg har nuppet alle figurerne fra Julekrybben?”

” Ja” sagde Sinne, ”for du har julehjertet på det rette sted, og ingen skal være alene, når det er jul.”

Næste morgen da kirkeklokkerne bimlede, stod alle figurerne igen på deres rette plads i kirken.

Og sådan gik det til at præsten fik sine julefigurer tilbage, og kirkerotten fandt nogen at holde jul med. Nu kunne kirken atter blive fyldt til juleaften – ganske som den plejede.

Glæd dig til endnu en historie om de tre stadsnisser på næste søndag.

Læs sidste søndags historie: 1. Advent: Nisserne og Julelys-mysteriet