Julehyggen er sikret for hele familien med Komediehusets julefortælling om de tre stadsnisser og deres eventyr. Læs den sidste historie før jul.

I år har Horsens’ helt eget Komediehuset sørget for en helt særlig julegave til alle horsensianere, der elsker en god julefortælling, små som store. Hver søndag er der udkommet en ny historie om de tre stadsnisser, Mattis, Troldur og Sinne, lige i tid til højtlæsning. Her kommer den sidste – husk pebernødder og andre julegodter.

Historierne foregår i Horsens, og er skabt med udgangspunkt i Horsens af horsensianere og godtfolk med horsensianske rødder.

Glædelig jul.

4. advent: Natten før julen

Alle ved. at nisser sover det meste af året, for at de i december kan være vågne alle dage og nætter op til jul.

For jul er den bedste tid på året, og i byen var de tre bynisser i fuld sving, for det var deres job at sørge for, at alt i byen var klart til jul.

Nisser er lidt som mennesker – men så alligevel ikke. De kan både trylle, og så holder nisser jul den 23. december og ikke den 24. som menneskerne. Det kommer sig af, at nisserne har deres travleste arbejdsdag på hele året på juleaftensdag – for der skal de nemlig hjælpe julemanden, så han kan nå alt det, han skal på denne ganske særlige aften.

Nu var det den 4. søndag i advent, og det var netop på denne dag, at nisserne skulle holde deres julefest.

Og de havde virkeligt haft travlt. De havde spredt julestemning på plejehjemmene, børnehjemmene og fritidshjemmene. De havde besøgt dem, der ellers skulle sidde alene, og hjulpet de folk der havde meget travlt på deres meget vigtige jobs – sådan at de alligevel nåede alt det, de skulle inden jul – ganske som de plejede.

Sinne havde endda travet byens kolde og vindomsuste gader tynde for at finde en lille hvid kattekilling, der havde forvildet sig væk fra sin familie lige op til jul.

Katten blev fundet og fulgt hjem, og alle var glade – især katten, men….

”Atju”

Sinne havde fået sig en slem forkølelse, og hendes næse var ganske rød. Det var det, man i nisselægehåndbogen kalder for Rudolf-syndromet.

”Nvem snal nu nave nisengrøden? Atju!” råbte Sinne. Hun var så skidt tilpas, at hun stillede træskoene og hoppede i sin nisseseng. ”Atju. Atju atju!”

”Hvad siger hun?” hviskede Troldur til Mattis.

”Jeg ved det ikke, men jeg tror, hun er nisseforkølet. En vaske ægte omgang Rudolf-syndrom – og så lige op til jul.”

De gispede begge to, da en forfærdelig tanke slog dem. Hvem skulle nu lave risengrød til deres julefest. Det var jo Sinne, der var grødnissen, og de havde inviteret gæster; den søde kirkerotte hr. Risrotto skulle nemlig komme og holde jul hos dem, når han var færdig i kirken.

De kiggede skeptisk på hinanden: ”En gryde, ris og lidt mælk…. Hvor svært kan det være?!” sagde de i kor, og så gik de i gang. Det gik både hurtigt og voldsomt for sig. Hele nissebo flød med risklatter, og en sort røg fyldte rummet med en forfærdelig stank.

Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, at der var udbrudt Stinkemadinkadu i nissebo.

Ifølge nisselægehåndbogen er Stinkemadinkadu kun noget, man oplever, når der er fjordtrolde i nærheden. Og nærmere kan- og vil vi ikke komme ind på det her.

Illustration: Sally Rud

Midt i al røgen og stanken sad de to drengenisser. De havde fundet ud af, at det ikke var så ligetil at lave en god gang risengrød, som de gik og troede. Men det var jo også Sinne, der var grødnissen.

Røgen, der sivede ud af klokketårnet, nåede vidt omkring og lagde sig som et tykt tæppe over byen. Men folk i byen troede bare, at det var en skraldespand, der trængte til at blive tømt. Så de tænkte ikke mere over den sag – de havde også alle sammen så meget, de skulle nå optil jul, så de havde slet ikke tid til at tænke over den slags.

Røgen nåede også hele vejen til Grønland. Helt op til nisseskolen. Der hvor alle nisser skal gå for at lære alt det, der skal til for at være en rigtig nissenisse.

Og deroppe på nisseskolen var der 24 små nissenæser, der rynkede sig. Det var lang tid siden, de havde duftet en Stinkemadinkadu, der var så slem.

Nisselæreren udbrød: ”Der må være Fjordtrolde i byen- eller det der er værre! I må straks tage derned, og se om der er farer på færde. Og hvis alt går galt, så husk at ringe til rispolitiet!”

”Det skal vi nok” råbte alle smånisserne i kor. Med et slog de huespidserne sammen. Og ups vips, med et kæmpe ”Plop” havde de tryllet sig hele vejen fra Grønland og ned til byen – nærmere bestemt ned til Nissebo.

De to drengenisser gjorde store øjne, da der pludseligt farede 24 små nisser rundt i nissebo og råbte; ”trolde alarm, trolde alarm. Der er en stinkemadinkadu på færde!”

”Trolde? Hjælp! Hvem, hvad, hvor” skreg Troldur og Mattis ”Ring straks til rigspolitiet!”

Langsomt blev de 24 små nisser stille, og de stirrede allesammen på de to bange bynisser og den sorte gryde, der stod på ildstedet. Den røg stadigt noget så forfærdeligt.

”Det er slet ikke stinkemadinkadu, det er bare risengrød – meget dårlig risengrød – brændt risengrød!” udbrød en af smånisserne.

”Øhm tjo… jo deeet” sagde Mattis og Troldur i munden på hinanden. ”Sinne er jo syg, og hun plejer at lave grøden, og vi får snart julegæster.”

Den mindste af nisserne tog sin grydeske fra bæltet og pegede på Troldur og Mattis;

”En god grød skal laves med masser af kærlighed og rigeligt med smørklat. Og en grød tager den tid en grød skal tage! Jeg er nyuddannet grødnisse og skal nok sørge for julegrøden” Og så gik hun i gang.

Der var to af de andre nisser, der lige havde læst nisselægehåndbogen fra ende til anden, og de vidste præcist, hvad der skulle til, for at Sinne kunne blive rask igen.

Alle nisser stillede sig op i et stort kor, og 10 gange i træk sang de den dejlige julesang om Rudolf med den røde tud. Og Sinne blev så frisk, at hun sprang ud af sengen og var helt frisk som en ørn.

Nu var alt, som det skulle være; grøden duftede dejligt, og Sinne var kommet i træskoene igen. Nu var de næsten klar til at holde jul i nissebo.

Mattis spurgte en af de små nisser: ”Det med troldene var bare for sjovt ikke…?”

Mere nåede han ikke at sige, da der hørtes en mærkelig lyd fra trappetårnet.

”Bum-krads-krads bum-krads-krads.” Det kom nærmere og nærmere – og til sidst var det lige uden for døren.

”Hjææælp – troldene kommer” råbte Mattis og Troldur i kor og hoppede helt op under loftet.

Døren gik op, og der stod selveste Kirkerotten hr. Risrotto. Han var blevet inviteret af nisserne til at holde jul sammen med dem. For der er ingen, der skal holde jul alene.

Han havde slæbt et par af figurerne med fra kirkens krybbespil, for de skulle jo ikke snydes for at hold jul. Og han skrumlede og bumlede for at få dem med op af trappen.

Og nu kunne julefesten gå rigtigt i gang. Alle spiste grød, til de var ved at sprække. De legede lege og grinede af sig selv og hinanden.

Det var en dejlig aften, og julefreden sænkede sig over byen natten før juleaften.  Alle artige børn lå og sov i deres senge over hele byen, og alt var tyst – næsten. For man kunne høre glade julesange i de stille gader. Nede på byens gamle torv, med kirken i baggrunden, hvor det store juletræ står så flot med lys i lange kæder, kunne man se et lille selskab bestående af tre bynissser, en kirkerotte og 24 små drillenisser, der gik i ring rundt om det stolte juletræ, imens julesneen dalede.

Og sådan gik det til, at det blev jul i nissebo og alle andre steder – ganske som det plejede.

Læs også de tre andre historier om de tre stadsnisser på eventyr i Horsens.

Læs også de to sidste historier:
1. Advent: Nisserne og Julelys-mysteriet 
2. advent: Nisserne og kirkerottens hemmelighed
3. advent: Nisserne og julehjulet