Vibeke Johansen, en af de store drivkræfter bag Krimimessen i Horsens, har i år vundet en Blixenpris for sit store arbejde med Krimimessen.

Vibeke Johansen er bibliotekar på Horsens Bibliotek og en af de store drivkræfter bag Krimimessen i Horsens. I år har hun vundet Blixenprisen 2017 for ”Årets indsats for litteraturformidling” med særligt fokus på det store stykke arbejde, hun har gjort for Krimimessen. Prisoverrækkelsen fandt sted i Den Sorte Diamant i København.

Vibeke Johansen er en erfaren kvinde, når det kommer til Krimimessen i Horsens. Hun har været med i 16 år, siden den første Krimimesse blev afholdt i 2001. Hun er også allerede i gang med at planlægge næste års messe, som kommer til at ligge d. 17.-18. marts 2018. Med sådan et tilhørsforhold til Krimimessen, har Vibeke også et klart ønske om, hvad det er messen skal kunne og hvilken oplevelse arrangørerne ønsker, at publikum skal få:

– Messen skal først og fremmest give publikum mulighed for at møde deres yndlingsforfattere, men samtidig også gerne give dem muligheden for at møde debutanter eller forfattere, som de ikke kender i forvejen.

Derudover nævner Vibeke også muligheden for at publikum kan gøre en god handel ved de deltagende boghandlere og forlag. Ikke mindst skal der også være plads til at kunne mødes med ligesindede til en god krimisnak over kaffen, udtaler Vibeke Johansen.

Vibeke Johansen, Horsens Bibliotek, SpotHorsens
Vibeke Johansen på sin daglige plads mellem krimireolerne på Horsens Bibliotek.
En særlig stemning

Det særlige nærvær og hygge på messen var også noget af det, som formanden for juryen Lise Vandborg, nævnte i sin tale til Vibeke Johansen ved prisuddelingen:

– Som krimimor kan Vibeke Johansen om nogen tage æren for at opbygge krimimessens helt særlige stemning af hygge og nærvær. Både danske og udenlandske forfattere kommer tættere på deres læsere, end de gør på andre messer. Vibeke Johansen viser, at vi løfter bedst i flok og i fællesskab, og at nærvær smitter. Hun gør det bare, og det er jo også sådan, man opdrager bedst: ved at vise vejen og ikke blot tale om den, sagde Lise Vandborg.

I sin takketale understregede Vibeke, at hun ikke ville tage hele æren for krimimessens succes:

– Ingen krimimesse uden et fællesskab, og dét at løfte i flok både som by og bibliotek er altafgørende for, at krimimessen kan leve. Vibeke fremhævede også betydningen af det kæmpestore netværk – ikke mindst forfatterne – som skal være tilstede for at få en krimimesse op at stå.

Som krimimor kan Vibeke Johansen om nogen tage æren for at opbygge krimimessens helt særlige stemning af hygge og nærvær.

Vibeke har som nævnt vundet prisen for ”Årets indsats for litteraturformidling”, og hun finder det vigtigt, at vi tænker over den måde vi formidler litteratur, og at vi bliver ved med at udvikle os og følge med resten af samfundet:

–  Litteraturformidlingen må følge med de digitale muligheder, så derfor er Krimimessen også ret massivt tilstede på de sociale medier. Den formidling går hånd i hånd med formidlingen i det fysiske rum – i dette tilfælde FÆNGSLET, fortæller Vibeke Johansen.

Hele holdet bag Krimimessen arbejder hele tiden på at højne kvaliteten af messen og gøre næste år endnu bedre. For at følge med udviklingen ønsker de også på sigt at inddrage nye og spændende medier i arrangementet.

 

Det er Dansk Forfatterforening, Danske skønlitterære Forfattere, Danmarks Biblioteksforening, Bibliotekarforbundet og Litteratursiden, der står bag Blixenprisen. Prisen er på 30.000 kr.