Lørdag d. 17. marts gæster billedkunstner, skuespiller og musiker Leif Sylvester KulisseLageret med nyt album, Født Til At Dø.

Hvad, hvor og hvornår?

Hvad: Koncert med Leif Sylvester Trio
Hvor: KulisseLageret
Hvornår: 17. marts kl. 22.00

Billetter: Køb din billet på kulisselageret.dk

Efter 28 års pause fra musikscenen, vendte Leif Sylvester sidste år tilbage med albummet AMA’R og er nu aktuel med en ny plade Født Til At Dø.

På det nye album fortæller Leif Sylvester på levende vis historier om blandt andet livets mismod, om skæve eksistenser og om tiden, der stille render ud – alt sammen pakket ind i en musikalsk blanding af swing, blues og jazzet rock.

Om det at vende tilbage til at skrive og optræde med populær- og visemusikken, efter at have fokuseret primært på sin billedkunst i godt tre årtier, siger Leif:

– Jeg savnede et publikum – og så synes jeg, at jeg havde et par historier at fortælle.

En multikunstner og historiefortæller

Kender man ikke Leif Sylvester igennem hans billedkunst, kender man ham måske for hans tidlige karriere som multi-kunstner med grupperne Clausen & Pedersen, Sylvester & Svalerne, og Cirkus Casablanca igennem 1970erne og 1980erne. Men til trods for, at Leif beskriver sig selv som en ”gammel rotte i musiklivet,” er det ikke længere nok for ham udelukkende at optræde med materiale fra hans tidlige karriere:

– Da jeg er en slags historiefortæller, er det de nye sange der har interesse. Det er der fortællerglæden kommer til sin ret.

Da jeg er en slags historiefortæller, er det de nye sange der har interesse. Det er der fortællerglæden kommer til sin ret.

Inspirationen til hans musik får Leif allevegne fra, og i hans malende beskrivelse af denne proces ser man tydeligt hans baggrund som billedkunstner komme til udtryk:

– Det starter som regel med en ide, for eksempel nogle ord som kan komme hvor som helst fra, eller noget jeg ser, eller nogle modsat rettede tanker, som så kan blive til et omkvæd eller sangens skellet. Så kommer der lidt musik på – og nogle gange er det så musikken, der bestemmer resten, eller linjer der bliver hæftet på omkvædet.

En intim aften med fortællingen i fokus

På pladen er Leif akkompagneret af band-konstellationen Family and Friends, men til koncerten på KulisseLageret d. 17. marts optræder Leif i en trio sammen med de faste makkere Jarno Varsted og Nicholas Kingo.

Det bliver en eftertænksom aften hvor fortællingen er i fokus – men hvor også en legende tilgang til musikalske stilarter, i samspil med Leifs baggrund som gøgler og skuespiller, nok skal gøre ham, Varsted og Kingo til fængslende karakterer på scenen. For som Leif selv siger:

– Alt i alt er der ingen regler. Hver gang jeg kan bryde regler, så kommer der noget nyt ud af det.