Lørdag d. 9. september åbnes portene til årets Display Festival på FÆNGSLET i Horsens, og alle musik, kunst og madelskere kan godt begynde at glæde sig.

Praktisk info

Hvad: Display Festival
Hvornår: Lørdag d. 9. september
Hvor: FÆNGSLET, Horsens
Billetter: 190 kr. i forsalg, 240 kr. i døren. Køb din billet her.

Musikken

Hovednavnene på musiksiden er WhoMadeWho og SAVEUS, stærkt flankeret af den fremadstormende sangerinde, Soleima, som denne sommer har fået international bevågenhed med hittet ”Breathe”. Disse navne bliver fuldt matchet af spirende, men allerede anerkendte bands fra det østjyske: mono mono fra Vejle, som allerede har erobret en førsteplads på Det Elektriske Barometer, slår sig sammen om en dobbelt-optræden med den lokale urbane sanger/producer Gwænno. Guitaristen Frederik Tygesen, som er anerkendt fra bl.a. Big O & The Blue Quarters, debuterer i byen med hans egen retro-orienterede trio, og den lovende hiphop-gruppe Facaden fra Silkeborg demonstrerer, hvorfor lige netop de er spændende at holde øje med. Endelig er der eksotisk festmusik med Balkan Basterds, samt lækre beats fra DJ Jens Ashoya.

SAVEUS og Soleima er to af de spændende musiknavne som du kan opleve på Display Festival.
Kunsten

Display Festival afprøver en ny side af FÆNGSLET som oplevelsesramme, og der indtages i år en helt ny, og arrangementsmæssig uberørt, lokation på nordsiden af FÆNGSLET. Et spændende hold af dygtige kunstnere og kreative kræfter iscenesætter festivalpladsen med kunst og installationer, under overskriften ”Creative Construction”. På pladsen vil man kunne få en visuel oplevelse leveret af et dygtigt hold kunstnere heriblandt Ruth Crone Foster, Kultur Knud, Phuc van Dang, Jamie Linley, Bogdan Scutaru, Marika Zol Marika, Lakyo, og Visuelt Gymnasium.

Maden

Uden mad og drikke, duer helte ikke. Display Festival byder i år på et lille Streetfood-område med lækre kulinariske festivalretter, og folkene bag festivalen glæder sig til at give publikum nogle særlige smags- og spiseoplevelser i de 3 gadekøkkener. Du vil kunne smage på Indien, når den lokale restaurant Kesar byder på autentiske indiske retter eller spise fra LêLê, der efterhånden har markeret sig stærkt i Danmark for sit ny-vietnamesiske køkken. Du kan også afprøve Det Visionære Køkkens holdningsstærke mad- og drikkekoncept der ønsker at mindske madspild.

Hils på SpotHorsens og giv din mening om kulturen

Når festivalpladsen åbner lørdag eftermiddag vil SpotHorsens være med på pladsen og bidrage til den kunstneriske udsmykning. I løbet af eftermiddagen skal vi bruge publikums hjælp til en snak om kulturen i Horsens. Den talentfulde grafiske facilitater Rikke Silja fra Process Ink vil i løbet af eftermiddagen skabe et værk, der bliver en visualisering af publikums tanker og meninger om kulturen i Horsens.

Fakta

Display Festival er arrangeret af: Musikforeningen Stoneass, Mærk Byen, FÆNGSLET og KulisseLageret.

Festivalen er støttet af: VIA Campus Horsens, Aarhus 2017 og Østjysk Vækstbånd og er sponsoreret af Unibrew og Grafisk Horsens.