Har du en god idé til et kulturarrangementer eller et fritidsprojekt? Der er mulighed for at søge om støtte i Horsens Kommunes Kultur- og Oplevelsespulje.

Går du med en god idé til et kultur- eller fritidsarrangement? En koncert til byfesten? Et foredrag i fælleshuset? En idrætsdag for byens børn? Eller måske et skate-arrangement på Rådhustorvet? Du kan søge støtte til rigtigt mange forskellige arrangementer i Horsens Kommunes Kultur- og Oplevelsespuljen.

Horsens har gennem årene opbygget et brand som en af landets mest interessante kulturbyer. Men kultur- og fritidslivet i Horsens Kommune er meget mere end de store koncerter og events. Mange af kultur- og fritidsarrangementerne bliver skabt af lokale kræfter – helt almindelige mennesker med en god idé.

Kultur- og Oplevelsespuljen er navnet på den nye pulje, der gerne skulle gøre det nemmere og mere overskueligt at søge støtte til kultur- og fritidsarrangementer i Horsens. Tidligere har du kunnet søge støtte i enten Kulturpuljen, Oplandspuljen eller Musikpuljen, men fra 1. august er disse samlet i den nye Kultur- og Oplevelsespuljen.

Her kan du læse mere om puljen samt finde det digitale ansøgningsskema.

Kultur- og Oplevelsespuljen støtter som udgangspunkt alle de samme formål, som de tre tidligere puljer gjorde. Det vil sige, at du kan søge til en lang række af forskellige kultur- og fritidsarrangementer – det kan være alt lige fra teater, musik, foredrag, kunstudstilling til idræt og mange andre typer kulturelle arrangementer. Der er nogle få krav til at modtage støtte. Bl.a. skal der være adgang for alle (betalt eller gratis) og det skal foregå i Horsens Kommune. Derudover støtter puljen heller ikke foreningers almindelige aktiviteter såsom træning, opstartsarrangementer og lign.

Kultur- og Oplevelsespuljen støtter kultur- og fritidsarrangementer i hele Horsens Kommune, som er arrangeret af foreninger, frivillige og lign.
Sådan søger du

Hvis du har en god ide, kan du sende en ansøgning til Kultur- og Oplevelsespuljen via et digitalt ansøgningsskema. Men det er også muligt at få hjælp og vejledning, hvis din idé endnu ikke er helt flyvefærdig. Horsens Kommune har lavet en vejledning, der gennemgår, hvordan du ansøger puljen. Hvis vejledningen ikke giver svar på alle dine spørgsmål, kan du altid ringe til Kultur- og Eventafdelingen i Horsens på tlf. 76292300 eller skrive på [email protected].

Rådgivningsmøder

Kultur- og Oplevelsespuljen, Åben Skole puljen, Udviklingspuljen og § 18-puljen støtter alle kultur- og fritidsaktiviteter i Horsens Kommune, som borgere og foreninger selv står bag. Og det er netop støttemulighederne i disse fire puljer, man til de kommende møder kan blive lidt klogere på. Der vil ikke være lange foredrag om de forskellige puljer, men i stedet kaffe på bordet og repræsentanter for de forskellige puljer, som interesserede kan snakke med. Man kan både få generel information om puljerne og deres formål, men man kan også få konkret sparring på et projekt eller en ide.

Du kan komme til rådgivningsmøder:

  • Mandag den 10. september kl. 16-18 på Brædstrup Bibliotek
  • Tirsdag den 11. september kl. 16-18 i cafeteriet i Hovedgårdhallen
  • Onsdag den 12. september kl. 16-18 i Sund By Horsens butikken på Åboulevarden i Horsens

Der er ingen tilmelding til møderne, man skal blot møde op med spørgsmål eller gode ideer.

Bag møder står Sund By Horsens, Fritidsafdelingen og Kultur og Eventafdelingen i Horsens Kommune. I Brædstrup afvikles mødet i samarbejde med Brædstrup Kultursamvirke, som også vil være med på Brædstrup Bibliotek mandag den 10. september. I Hovedgård afvikles mødes i samarbejde med Hovedgård Borgerforening, som vil være med i Hovedgårdhallen tirsdag den 11. september.