Rabbit Hole Festival er et kig ind i undergrunden af det horsensianske kulturliv og så er den ovenikøbet også skabt af unge kreative kræfter.
Fredag den 19. og lørdag den 20. maj inviterer Rabbit Inspiranterne og foreningen Rabbit Hole til årets helt store undergrundsfestival i Horsens. Festivalen finder sted i Det Gule Pakhus og byder på et alsidigt program med musik, Street Art, kunst, yoga, poesi og trommedans. For andet år i træk planlægges hele festivalen af unge Rabbit Inspiranter. Inspiranterne har, sammen med Lisbeth Ivanhoe Andersen og Julie Horne Møller, siden efteråret 2016 arbejdet målrettet på at skabe et dynamisk program. Det har resulteret i et spændende festivalprogram, som peger på nogle af de tendenser, der i disse år er med til at forme undergrunden i Danmark.
– Da vi startede festivalen tilbage i 2011 var det for at skabe en platform for den udøvende musik og kunst i Horsens, udtaler Lisbeth Ivanhoe Andersen og fortsætter: At festivalen i 2016 fik dimensionen med Inspiranterne med er helt unikt. Det er vores klare ambition at give de unge kreative kræfter i byen en kærlig hånd til at kunne skabe noget kultur med indhold og sjæl. Dette synes at lykkes med Rabbit Hole Festivalen.
Det er vores klare ambition at give de unge kreative kræfter i byen en kærlig hånd til at kunne skabe noget kultur med indhold og sjæl.
Rabbit Inspiranterne har siden januar 2016 holdt til i Det Gule Pakhus hver onsdag aften, hvorfra de planlægger større og mindre kulturelle aktiviteter.
Rabbit Inspiranterne er et undervisningstilbud gennem Horsens Ungdomsskole. Det er Inspiranternes opgave at planlægge og afvikle Rabbit Hole Festivalen med alt hvad det indebærer af fondsansøgninger, tilladelser, booking, programplanlægning, afvikling og evaluering.





Musikprogrammet
Årets musikprogram byder på en bred vifte af musikalske oplevelser. På scenen vil det være muligt at opleve ikke mindre end 16 bands og solister. De forskellige optrædende kommer fra hele Danmark og er alle blevet udvalgt via festivalens Open Call. Her har alle interesserende kunne sende materiale ind til Rabbit Inspiranterne.
På scenen bliver det muligt at opleve: Vimmer, Solyara, Brigade, Tidebound, Static Fire, Kööd, Gwænno, Suicidal Single Mothers, Why do we Yawn, Hollow Birds, Compassion Fatigue, Insign, Intersteller Overdrive, King Kross og Burning Zion.
Street Art, poesi og yoga
Det Gule Pakhus´ facade vil i forbindelse med festivalen blive udsmykket med et street art-kunstværk inspireret af Vaughn Bodes tegneserieunivers. Malerne kommer fra Horsens, Odense og København og vil i et spændende samarbejde give deres bud på hvad Street Art-kunsten anno 2017 har at byde på. Et er sikkert – universet er farvestrålende og dynamisk.
Af kunstneriske indslag bliver det også muligt at møde; Alberte Tams, Emilie Katrine, Sif Gehrt, Asger Mikkelsen, Sara Bjørn Christiansen, Bo Kenneth Sylvester Jakobsen og Ditte Zacho Mathiassen, der sammen skaber en gruppeudstilling med primært maleri og tegning. Poeten Vinnie Gotfredsen vil i løbet af festivalen læse digte op fra hendes poetiske univers og Bimedji vil optræde på scenen med deres eksotiske trommedans. Gade Yoga Styrelsen bidrager til festivalen med et program om fordybelse og kropsbevidsthed.

Et springbræt for den unge musik og kunst
Rabbit Hole Festivalen blev afviklet for første gang i Det Gule Pakhus, tilbage i 2011. Fundamentet for festivalen udspringer af Det Gule Pakhus’ kerneværdier og har til hovedformål at skabe en platform hvorfra den helt unge musik og kunst har mulighed for at udfolde sig. Igennem tidens løb har musikere som Klumben & Topgun (der senere hen blev til Klumben og Raske Penge) gæstet festivalens scene og i 2015 besøgte Bersærk festivalen. Bersærk var efterfølgende i 2016 at opleve på både Roskilde festival og på Copenhell. Derved må festivalens hovedambition om at være et springbræt for unge lovende musikere og kunstnere synes at have en berettigelse.
- Festivalens skabes i et samarbejde mellem Det Gule Pakhus, Rabbit Hole Foreningen, Rabbit Hole Inspiranterne og Horsens Ungdomsskole.
- Festivalen afvikles i og omkring Det Gule Pakhus
- Alt evt. økonomisk overskud går til at støtte undergrundskulturen i Horsens og omegn
- Festivalen har til hovedformål at understøtte de unge kreative kræfter inden for musik, kunst, performance og street aktiviteter.
Dette indlæg er et gæsteindlæg skrevet af Julie Horne Møller. Julie er museumsinspektør på Horsens Kunstmuseum, formand for Rabbit Hole Foreningen og står sammen med Lisbeth Ivanhoe Andersen for Rabbit Inspirant undervisningsforløbet ved Horsens Ungdomsskole.