Phuc Van Dang er kunster og horsensianer. Han elsker at Horsens er en by, hvor der hele tiden sker forandringer, men han synes også vi skal huske roen.

Horsens er som et spændende kunstværk. Der er altid mange lag, du kan fordybe dig.

Billedkunstner Phuc Van Dang, 45, elsker sin hjemby, hvor han har base på 2. sal i de rå og ufærdige rammer på FÆNGSLET. At det netop blev Horsens, den tidligere bådflygtning endte i, var oprindeligt lidt tilfældigt. Nu vil han ikke bytte.

-Min familie er her, og det er her, jeg finder inspiration. Jeg arbejder i hele landet, har lige nu projekter i både Vietnam og Ghana, men jeg nyder altid at vende tilbage. Jeg elsker, at der er masser af lag i byen, masser at udforske, og så er jeg altid tæt på naturen – og den er vigtig, fortæller han.

Et nødvendigt kodeord i hans hverdag er ro. Ro til at mærke efter og fordybe sig.

-Nogle tror, at ro er det samme som at stå stille, men det passer slet ikke. Ro er bare nødvendigt for at se de ekstra lag i en situation eller i et kunstværk. Vi er omgivet af larm og aktiviteter hele tiden, men det er sundt at blive mindet om, at stilhed også er en lyd. Endda en meget smuk lyd, siger han.

Vi er omgivet af larm og aktiviteter hele tiden, men det er sundt at blive mindet om, at stilhed også er en lyd.
Masser af lag i Horsens

For Phuc Van Dang er det skønt at være en del af et kreativt miljø i en by, hvor der hele tiden sker forandringer – lige fra FÆNGSLET over Rådhustorvet til Det Gule Pakhus. Han har bare brug for også at kunne mærke sit eget åndedrag engang imellem.

-Heldigvis er der masser af vand omkring Horsens. Fjorden er et perfekt sted at gå ture og lade tankerne flyve og spejle sig i vandet. Jeg nyder at se Horsens blomstre op, også inden for kulturen, men jeg skal også have plads til refleksion, siger han.

Jo mere tid han bruger på at se og reflektere over Horsens, jo flere lag får han øje på.

-Horsens har en historie, som også har været barsk. Men der er også masser at være stolte af, og byen er kreativ – ikke kun på det kunstneriske område. Folk er gode til at få nye ideer til at drive forretning, og det opdager du, jo flere lag du får øje på. Det gode for mig som kunstner er, at jo flere lag, jeg opdager i byen og i andre mennesker, jo flere ideer får jeg – og der er masser af lag i Horsens, siger Phuc Van Dang.

Phuc Van Dang SpotHorsens
Et nysgerrigt menneske

Han beskriver sig selv om ”et meget nysgerrigt menneske”, der henter inspiration fra andre mennesker og deres fortællinger – men også fra den natur, der omgiver Horsens. Og så elsker han at være med til at sætte noget nyt i gang.

-Om jeg er iværksætter, ved jeg ikke. Men jeg sætter ting i gang i krydsfeltet mellem kunst, design og kultur. Forhåbentlig hjælper jeg andre til at finde deres eget system til at tænke ud af boksen, udvikle sig selv og finde deres identitet. Det er jeg taknemmelig for hver dag, og for at jeg har kunnet leve af det i otte år, siger Phuc Van Dang, som trækker en parallel til byens udvikling:

-Horsens har vist med kulturen og oplevelser, at hvis du åbner din dør og dit hjerte, så kommer folk med glæde. Det synes jeg i den grad, byen kan være stolt af.

Horsens Fortæller

Horsens Fortæller er en kampagne, lavet af Horsens Kommune, hvor du kan hilse på nogle af de horsensianere, der imponerer. Nogle af dem er super-venner i børnehaven, andre skaber nye arbejdspladser og så er der alle dem, der bruger frirummet i deres hverdag til at hjælpe, sætte i gang og skabe fællesskab. De giver os lyst til banke på vores nabos dør og træde til, uden at nogen behøver at spørge os først. Her på SpotHorsens bringer vi fortællinger fra nogle af byens kulturpersonligheder, men du kan møde dem alle på fortael.horsens.dk.