Når man er glad for teater, er Teaterfestivalen i Horsens et perfekt sted at være med. Ikke bare som tilskuer, men i den grad også som frivillig.

For Sisse Bruun Andersen, 33, er det i år tredje år i rap, hun lægger en masse timer i arbejdet i kulissen, når teaterfolk og –elskere fra hele landet mødes i Horsens den tredje weekend i september.

-Jeg spiller selv amatørteater, og det er både sjovt og spændende at mødes med teaterfolk og opleve deres arbejde på tæt hold, siger hun.

Hvert år har hun været tilknyttet scenen på Rådhuset. Hendes opgave består i at tage imod trupperne, hjælpe dem med at stille op og pille ned, og i det hele taget sørge for, at tingene kører, som de skal.

-Der er en stor variation i stykkerne – nogle kommer med store udstyrsstykker, mens andre klarer sig stort set uden rekvisitter. Samtidig passer det godt til mig at være tæt på stykkerne og opleve de enkelte forestillinger. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville egne mig til f.eks. at sælge plakater, siger Sisse, som har oplevet, at festivalen også trækker frivillige til udefra – bl.a. en stor flok højskoleelever samt frivillige fra bl.a. Skanderborg og Aarhus.

Horsens Teaterfestival SpotHorsens
Sisse Bruun Andersen er til daglig er lærer på Sct. Ibs Skole i Horsens.
En weekend i teaterverdenen

Sisses indsats begynder fredag eftermiddag og varer et par døgn frem; med indlagte pauser, hvor hun kan komme ud i byen og mærke atmosfæren på nogle af byens andre scener.

-Som frivillige bliver vi inviteret med til åbningsforestillingen fredag aften, og lørdag aften gælder det festmiddag med underholdning og prisuddelinger på Horsens Ny Teater. Det er rigtig sjovt at være en del af teaterverdenen en aften, hvor vi spiser sammen og hygger os, fortæller Sisse, der til daglig er lærer på Sct. Ibs Skole.

Hun stammer fra Hedensted, men har boet andre steder i landet indtil for godt to år siden, hvor arbejdet trak hende hjem til Horsens. Da hun boede i området, kendte hun ikke Teaterfestivalen, men da hun flyttede til byen, gik hun på udkig efter det frivillige Horsens. Både for at få nogle oplevelser og for at lære sin nye hjemby bedre at kende – af samme grund er hun også frivillig på Kulisselageret.

-Begge dele er sjovt, og har givet en masse kontakter. På den måde giver frivilligt arbejde altid noget, og jeg regner da helt klart med at fortsætte som frivillig, også på Teaterfestivalen, et stykke tid endnu, siger Sisse Bruun Andersen.

Vil du være med?

Det er stadigvæk muligt at blive en del af årets teaterfestival, der foregår d. 14.-16. september. Som frivillig på Horsens Teaterfestival kan man hjælpe med at tage i mod billetter, hjælpe teatrene med at gøre klar til deres forestillinger og generelt hjælpe med at både publikum og de besøgende teatre får en god weekend. Som frivillig bliver du en del af en stor kulturbegivenhed i Horsens og får mulighed for at se en masse teater.

Læs mere på horsensteaterfestival.dk, hvis du vil være frivillig – eller have billet til en af de mange forestillinger.

Fakta

Horsens Teaterfestival – der tidligere hed børneteaterfestival – finder altid sted den tredje weekend i september; i år fra 14. til 16. september. Her vises en perlerække af de bedste danske teaterforestillinger for børn og unge – i alt kommer mere end 30 teatre på besøg i Horsens, og forestillingerne vises gratis på scener rundt om i midtbyen.