En stor spiralformet labyrint bliver i disse dage opført foran FÆNGSLET. "Vejen ind, er vejen ud" er titlen og måske et godt råd, når du besøger labyrinten

Den nye kunstinstallation, der ligger på græsarealet foran FÆNGSLET i Horsens, er skabt af kunstner Jesper Dalgaard med støtte fra bl.a. Statens Kunstfond. Det er kunstner Jesper Dalgaard selv, som sammen med et byggehold fra den lokale spejdergruppe Bankager Spejderne er i fuld gang med at opføre det storskala kunstværk på græsplænen mod Fussingsvej. “Vejen ind er vejen ud” indvies officielt fredag den 22. september af borgmester Peter Sørensen og Søren Taaning, Statens Kunstfond.

Den store spiral med FÆNGSLET i baggrunden. Foto: Hanne Nielsen
Leg under trækronerne

Kunstinstallation er blevet tegnet specielt til Horsens og parkområdet foran FÆNGSLET, og det bliver udformet som en dobbelt spiral midt på græsarealet rundt om eksisterende træer og buske. Ideen er at bruge den natur, som allerede er i området, og gøre det til en del af kunstinstallationen:

”Jeg har fra begyndelsen haft en idé om, at lave en form for ”legeskulptur” på plænen ved FÆNGSLET, hvor spiralernes lange gange snor sig rundt og rundt om træerne – indtil man pludselig står ved et træ i spiralens midte, og kan kigge op under trækronen. På den måde bliver naturen en del af kunstværket, hvor træerne danner et lille opholdsrum med grene og blade som tag”, fortæller kunstner Jesper Dalgaard og fortsætter:

”Skulpturen placerer sig i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur, og skaber med de lange gange et nyt og anderledes oplevelsesrum med mange facetter og funktioner. Jeg vil rigtig gerne invitere publikum indenfor til at bruge spiralen som et ”aktivt” kunstværk, hvor man kan mødes, lege, løbe rundt, gemme sig og i det hele taget gå på opdagelse – uanset om man er alene eller er sammen med familie og venner”.

Jeg vil rigtig gerne invitere publikum indenfor til at bruge spiralen som et ”aktivt” kunstværk, hvor man kan mødes, lege, løbe rundt, gemme sig og i det hele taget gå på opdagelse.
Del af en større udviklingsvision

Det spiralformede kunstværk opføres ved FÆNGSLET som et midlertidigt projekt, der henover efteråret kan tilbyde en ekstra oplevelse i fængselsparken, og samtidig teste nogle af de udviklingsvisioner, der er for de grønne områder. Heriblandt et ønske om at åbne de grønne parkområder mere op mod byen og invitere horsensianerne indenfor til at bruge parken – også til hverdag.

”Det glæder mig, at vi får en storskala kunstinstallation ved FÆNGSLET, som kan åbne det tidligere lukkede fængselsområde op og blive brugt at både borgere og turister – uanset om det er til ophold, en hurtig eftermiddagsgåtur eller et stop på lørdagsturen, hvor børnene kan gå på opdagelse i labyrinten. Jeg er sikker på, at kunst-labyrinten kan være med til at gøre det endnu mere interessant at besøge FÆNGSLET, og dermed også understøtte FÆNGSLET som et centralt fyrtårn i Horsens”, udtaler borgmester Peter Sørensen.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har ydet støtte til opførelse af kunstinstallationen, og Søren Taaning, formand for Legatudvalget for Billedkunst glæder sig også til at se det nye kunstværk opført i Horsens:

”Statens Kunstfond er glade for samarbejdet med Horsens Kommune. Vi oplever at der er stor vilje til at tænke nyt og bruge et kunstværk i stor skala som afsæt for et mere langsigtet udviklingsprojekt. Kunst kan som her invitere indenfor, så flere får øjnene op for et attraktivt grønt område”.

Foto: Hanne Nielsen
Officiel indvielse for hele familien

Fredag den 22. september, kl. 14.30 indvies den nye kunstinstallation officielt foran FÆNGSLET, og der vil være program for både store og små legeglade sjæle.

Arrangementet indledes med en officiel åbningstale ved borgmester Peter Sørensen og Søren Taaning, formand Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst. Herefter vil der være fri leg i labyrinten for store og små samt en lille musikalsk overraskelse.

Fakta

”Vejen ind, er vejen ud” kan opleves ved FÆNGSLET henover efteråret.

Kunstinstallationen opføres med støtte fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, Kulturregion Østjysk Vækstbånd og Urban Lab, del af Aarhus 2017.