Gågaden i Horsens får en ekstra farveklat, når den store Søndergadeomdannelse fløjtes i gang med et 120 meter langt stykke street art.

Horsens Kommune og Mærk Byen inviterer Horsens’ borgere til at sige et kollektivt “farvel” til deres gamle gågade og komme og male med, når Søndergade i uge 24 lægger belægning til verdens længste street art malebog. Malingen kommer til at foregå direkte på den nuværende belægning, og det hele ender som et stort patchwork af kunstværker i forskellige stilarter og store malebogsfelter.

Kunst og kridt på Søndergade

Det er i dagene d. 11. juni – 15. juni, at Søndergade forvandles til et åbent atelier, hvor byens borgere kan komme forbi, og være med til at skabe det store kunstværk.

Op til d. 11. juni har Billedskolen Horsens tegnet og malet en masse fine og sjove motiver på belægningen, der vil udgøre en samlet set 45 kvm stor malebog. Ugen igennem er store som små horsensianere mere end velkomne til at komme forbi og farvelægge de fine motiver, og sætte deres præg på street art værket. Der vil være kridt til rådighed i udvalgte tidsrum i løbet af uge 24.

Udover det store fælles malebogsværk, kigger kunstnerne Ulrik Myrtue, Phuc Van Dang, Iris Bakker, Ruth Crone Foster, Marika Ozol, Katrine og Rikke Jørgensen, Eske Touborg, og elever fra Visuelt Gymnasium Horsens-ordningen forbi, og svinger både pensler og spraydåser.

Ind imellem det hele, kan man opleve et helt særligt værk skabt af elever fra Byskolens afdeling Kildegade i samarbejde med kunstnerduoen En Hemmelig Klub. Gennem workshops eksperimenterer eleverne med stencils, der til sidst bliver samlet i ét stort fælles værk på Søndergade.

Se hvornår I kan komme og farvelægge med kridt og se ugens øvrige program på facebook.com/maerkbyen.

Eske Touborgs graffitikunst har ofte et maritimt tema, og kan spottes på gavle i Aarhus – om der kommer hajer og sværdfisk til Søndergade, må tiden vise. Foto: Eske Touborg.
Fernisering

Fredag d. 15. juni kl. 15.30 er hele byen inviteret til fernisering foran Det Gamle Rådhus, når hele værket officielt indvies v. Formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget, Jakob Bille.

“Jeg er rigtig begejstret over, at vi nu går i gang med den store opgradering af Søndergade. Det bliver en helt unik gade, som jeg glæder mig rigtig meget til at se, når den står færdig. Omvendt er det også en smule vemodigt at skulle sige farvel til den gamle gade. Derfor synes jeg, det er helt fantastisk, at vi får sagt farvel til den på en god måde med fest og farver”, siger Jakob Bille, Formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget.

Søndergadeomdannelsen

Søndergade, Jessensgade og Torvet gennemgår i løbet af det kommende år en omfattende forvandling. Belægningen og belysningen udskiftes, der plantes træer og laves spændende opholds- og legerum. Formålet er, at gøre gaden til et oplevelsesrum i byen for både horsensianere og besøgende udefra.