Horsens' nye, urbane festival er klar til sin debut, med masser af musiknavne og oplevelser.

Har man ikke nået at få opfyldt sin dosis af at synge med, grine og hygge i flok under åben himmel, er der en allersidste chance i den kommende weekend, hvor Wall of Sound skydes afsted.

Fredag d. 7. og lørdag d. 8. september afholdes første runde af festivalen Wall of Sound på det gamle Statsfængsel i Horsens. Bag initiativet står en gruppe af byens markante arrangører: Horsens Kommune, spillestedet KulisseLageret, Horsens & Friends og FÆNGSLET selv, og målet med festivalen er at landets 8. største by skal rumme en årlig urban begivenhed med udsøgte oplevelser og et top-aktuelt musikprogram.

Wall of Sound byder bl.a. på hovednavne som Minds of 99, Scarlet Pleasure, Alex Vargas, Bikstok, svenske Jenny Wilson og gendannede Veto, suppleret op med en underskov af nyere navne, lokale stjerneskud, DJ-sæt, pop-up koncerter, “Silent Disco” og endda et lydbad af klassisk musik. Seneste tilføjelse er rapgruppen Vild Smith, som gæsteoptræder med DJ Pelle Peter Jensen fra P3’s “Lågsus”, allerede fredag eftermiddag kl 15.

Men Wall of Sound er lige så meget tænkt som en begivenhed, hvor gæsten er hovednavnet, og derfor er der lagt op til at gå på opdagelse i fængselsparken og lade sig inspirere af gadekunst, streetfood-oplevelser, hyggelige aktiviteter, og måske starte sin lørdag med en “Stand-up picnic” med Marc Le Fevre og Daniel Lill.

Både fredag og lørdag starter festivalens program allerede kl. 14, og flere af hovedbegivenhederne er lagt tidligt på dagene. Det anbefales derfor at orientere sig i programmet, som er offentliggjort på wallofsound.dk og facebook, hvis man ikke vil risikere at misse noget.

Billetter

Du kan stadigvæk nå at købe din billet til Wall of Sound på www.wallofsound.dk